|
Danske ungdomsklubber har stor
fokus på computerspil
Pressemeddelelse den 23. juli 2009
Danske ungdomsklubber er langt fremme, når det gælder politikker for
børn og unges brug af computerspil. Til dato er 135 pædagoger
efteruddannet til medie-coaches og flere er på vej
Medierådet for Børn og Unge, Multimedieforeningen og Ungdomsringen
udarbejdede i 2008 kampagnen PEGI TOOL BOX, som giver danske pædagoger
en bred og nuanceret viden om børn og unges brug af computerspil, og som
ruster klubberne til at etablere deciderede spil- og mediepolitikker.
135 medie-coaches til dato
Over 135 danske ungdomspædagoger er siden blevet uddannet til
medie-coaches og eksperter i aldersmærkningen af computerspil (PEGI)
efter PEGI TOOL BOX-modellen. Det danske arbejde på området anvendes som
best practice eksempel i EU regi, og flere lande i Europa er ved at
kopiere materialet.
Computerspil - en vigtig social aktivitet
”Vi oplever, at danske ungdomsklubber har stor fokus på
computerspil. Mange klubber ser computerspil som en social aktivitet,
der samler børnene og bidrager med vigtige kompetencer. En spilpolitik
kan være med til at øge fokus på computerspillenes positive egenskaber
og frasortere de relativt få spil, der udelukkende er udviklet til
voksne, og derfor er det vigtigt med en politik på området”, fortæller
Susanne Boe fra Medierådet for Børn og Unge.
Flere undervisningsforløb på vej
Ungdomsringen, der står bag uddannelsen af medie-coaches, oplever
stor tilslutning til deres uddannelsesforløb med computerspil i centrum.
Således vil Ungdomsringen i skoleåret 2009-2010 tilbyde 10
undervisningsforløb til klubmedarbejdere, pædagogiske konsulenter i
kommunerne og bibliotekarer.
Der er uddelt 100 PEGI TOOL BOX undervisningssæt i Danmark, og
materialet kan hentes digitalt på www.pegi.dk.
Efterspørgslen på de fysiske materialer har været så stor, at
Multimedieforeningen, Medierådet for Børn og Unge og Ungdomsringen
planlægger at genoptrykke materialet.
Eksempler på spil- og mediepolitikker i danske klubber kan findes på:
http://www.ungdomsringen.dk/Mediepolitik-i-klubben-1561.aspx
Yderligere info: Susanne Boe, Medierådet for Børn og Unge, sub.medi@dfi.dk
|