|
Voksne må forstå børns legekultur
Download i Wordformat
Computerspil kan bruges i undervisningen og være med til at motivere
børn, men det kræver at de voksne lærer mediet at kende. Ny hjemmeside
hjælper forældre, pædagoger og lærere til at udnytte de unges
fascination af computerspil
Computerspil er en afgørende del af drenge og pigers legekultur anno
2003. Når voksne, der ikke selv er vokset op med computerspil, også
lærer de nye interaktive medier at kende, kan unges fascination af
computerspil udnyttes positivt i skoler, klubber og på hjemmefronten.
Sådan lød konklusionen, da en konference for forældre, pædagoger og
forskere i onsdags satte fokus på børn, unge og computerspil. Vært for
konferencen var Multimedieforeningen, der er den danske
brancheorganisation for producenter og distributører af computerspil.
Forældre skal selv spille computerspil
Ved konferencen fortalte folkeskolelærere om erfaringerne med at
integrere computerspil i længere undervisningsforløb. Forløb, der har
nedbrudt barrierer mellem fritidsaktiviteter og skolearbejde og
demonstreret oversete kompetencer hos bogligt svage elever.
”Hvis undervisningen i folkeskolen skal overleve, skal vi have fat i
det, der interesserer de unge. Her er fascinationen af computerspil et
godt udgangspunkt for at lege sig til viden, da energien og motivationen
fra computerspillene overføres til undervisningen. Samtidig får svage
elever pludselig status, og der opstår nye samarbejdsrelationer på tværs
af køn og kliker,” fortæller projektleder Ella Myhring fra Højby Skole i
Odense, der opfordrer alle forældre, pædagoger og lærere til selv at
prøve kræfter med spillene, for at få en indsigt i computerspillenes
univers.
Også spilforsker Simon Egenfeldt-Nielsen anbefaler computerspil i
undervisningen og direktør János Flösser, fra den succesfulde danske
spiludvikler IO Interactive, påpeger at voksne er nødt til forstå
computerspil som et kulturelt fænomen i familie med bøger, film og
teater for at kunne forholde sig nuanceret til mediet.
”Når et barn murer sig inde i 14 dage med en bog på 800 sider, er det
helt fint. Men hvis det samme barn sidder og spiller et strategisk
computerspil i 14 dage, er der et problem. Det er den opfattelse, vi
skal have gjort op med,” fortæller Claus Due fra Multimedieforeningen,
der netop har lanceret hjemmesiden www.spilpolitik.dk for at give
forældre, pædagoger og lærere en bred og nuanceret viden om børn og
unges brug af computerspil.
Spillevende debat
På
www.spilpolitik.dk kan man læse om forældre
og pædagogers erfaringer, og både børn, unge og voksne kan frit
debattere deres erfaringer og syn på computerspil. Samtidig giver
hjemmesiden et overblik over dansk forskning i computerspil, en
introduktion til den nye europæiske aldersmærkning – PEGI, samt ideer
til, hvordan man kan udvikle spilpolitikker i hjemmet, fritidsklubber
mv.
De knap 100 pædagoger, lærere, forskere og forældre, der deltog i
konferencen i København den 12. november gav udtryk for, at de har
manglet et forum til at diskutere de interaktive medier i. Og
diskussionen er allerede godt i gang på www.spilpolitik.dk, hvor også de
unge kan komme til orde.
Yderligere oplysninger:
Multimedieforeningen, Claus Due, CDue@europe.ea.com, telefon 45 28 70
01, mobil 20 33 33 40
Læs mere på
www.spilpolitik.dk, hvor indlæg og billeder fra konferencen er
tilgængelige.
|