|
------------------------------------
6/11 2003 ------------------------------------
Download i Wordformat
Konference sætter fokus på børn og unges brug af computerspil
Børn og unges fascination af computerspil diskuteres af pædagoger,
lærere, forskere og forældre ved en konference på onsdag
Mange danske børn og unge er fascinerede af computerspil, som de spiller
hjemme, i klubber, i skolen, på nettet og på netcafeer. De unge er
begejstrede, mens voksne er mere usikre på de nye interaktive medier.
Delte meninger
”Forældre, pædagoger og forskere har mange holdninger til børn og
unge, der bruger tid på computerspil. Nogle mener, at de unge bliver
afhængige, voldelige og asociale, mens andre peger på, at computerspil
skaber venskaber og sociale netværk, og at de interaktive medier kan
bruges til at motivere unge i skolen.”
Det fortæller Claus Due, der er formand for Multimedieforeningen, som
ved en konference i næste uge lægger op til en bred debat om
computerspillenes indflydelse på de unge.
Forskning og praktiske erfaringer
Konferencen giver bl.a. ordet til førende forskere på området, og
pædagoger og lærere vil berette om deres praktiske erfaringer med
computerspil som en del af dagligdagen i fritidsklubber og i
folkeskolen.
”Disse erfaringerne kan bruges til at sætte skub i debatten og samtidig
sikre, at forældre og andre voksne har tilstrækkelig viden om de nye
interaktive medier,” fortæller Claus Due fra Multimedieforeningen, der
også peger på den nye aldersmærkning – PEGI - som afgørende for voksnes
vurdering af computerspil til børn og unge.
Aldersmærkning bør respekteres
Medierådet for børn og unge, der netop nu udsender en ny rapport om
børn, unge og computerspil, har været med til at udvikle den nye
fælleseuropæiske mærkningsordning. Rådet præsenterer selv ordningen ved
konferencen, hvor også Danmarks største udvikler af computerspil – IO
Interactive – fortæller hvad aldersmærkning betyder for udviklingen af
internationale computerspil som Hitman 2 og Freedom Fighters.
”Gennemsnitsalderen for computerspillere er 23 år i Europa og 29 år i
USA, og der udvikles af den grund spil til voksne, som ikke er tiltænkt
børn og unge. Derfor bakker vi op om den nye aldersmærkning, som vi
opfordrer forældre, pædagoger mv. til at respektere,” fortæller Claus
Due.
Anbefaler spilpolitik
I en ny kampagne lægger Multimedieforeningen også op til, at man
privat og i institutioner indfører en spilpolitik, som kan indeholde
følgende elementer:
- Aftal hvor meget tid, de unge skal bruge på computerspil!
- Respektér aldersmærkningen!
- Vurdér de computerspil, de unge spiller!
- Vær opmærksom på de unges medieforbrug generelt!
Konferencen om børn, unge og computerspil finder sted onsdag den 12.
november i Bryggens Børne- & Ungdomscenter i København. Programmet kan
ses på www.muf.dk/konference, hvor man også kan tilmelde sig
arrangementet.
Du kan tilmelde dig på
spilpolitik@multimedieforeningen.dk eller hos
KommunikationsKompagniet på telefon 33 93 44 22.
|