Pressemeddelelser
Nyhedsservice




Forside » Nyheder » Pressemeddelelser   

FYSISK AKTIVERENDE COMPUTERSPIL SPÅS STOR FREMTID

                                                                                                  Download i Wordformat

Computerspil der kræver fysisk aktivitet og bevægelse er fremtiden, forudser Multimedieforeningen. Nyt dansk forskningsprojekt fokuserer på intelligente legepladser, danse- og bevægelsesspil er allerede en kæmpe succes verden over og deciderede fitness spil er på vej

Danske forskere er langt fremme med at kombinere computerspil og traditionelle legepladser. Multimedieforeningen, der er en sammenslutning af producenter og distributører af computerspil, ser allerede i dag en stor efterspørgsel på fysisk interaktivitet og spil, der stiller krav til fysik og motorik.

Stor efterspørgsel
”I dag efterspørger flere og flere spil, der kombinerer fysisk aktivitet og interaktiv underholdning. Vi ser det med internationale succeser for danse- og bevægelsesspil, så der vil helt sikkert være et marked for de intelligente legepladser”, fortæller Peter Weile, der er formand for Multimedieforeningen.

Hop og spring foran skærmen
Specielt den innovative opfindelse EyeToy til PlayStation 2 har gået sin sejrsgang verden over. Der er solgt flere millioner eksemplarer af det lille kamera, der sluttes til spillekonsollen. Kameraet filmer spilleren, der så gengives på skærmen. Ved at hoppe, springe, vifte med armene mv. styrer man spillene med sine bevægelser og ikke med mus eller joystick, som ved traditionelle pc- og konsolspil. Spil med fx Harry Potter benytter EyeToy teknologien, og senere på året udkommer deciderede fitness spil.

Populære dansespil
Et andet populært fænomen er elektroniske dansemåtter, som både kan tilsluttes pc og spillekonsollerne. Ved at hoppe og danse rundt på måtterne i bestemt tempo og mønster styrer man spil som Dancing Stage Unleased 2 til Xbox og sportsspil, hvor man fx kan løbe om kap med computeren og vennerne.

”Der er ingen tvivl om, at vi vil se flere og flere af denne type spil i fremtiden. Efterspørgslen er til stede, og den hastige teknologiske udvikling vil gøre bevægelsesspillene mere avancerede og dermed endnu mere populære”, lyder det fra Multimedieforeningen, der længe har fokuseret på, at computerspil skal suppleres med fysisk aktivitet.

Gode råd på nettet
”Vi har lavet 10 gode råd om børn, unge og computerspil på hjemmesiden www.spilpolitik.dk. Her råder vi bl.a. forældre til at inspirere deres børn til afvekslende interesser, når man mener at ens barn har spillet nok fodbold eller computerspil”, slutter Peter Weile.

Yderligere oplysninger: Peter Weile, 38 32 03 00, peter.weile@ubisoft.dk

 

Multimedieforeningen, Langelinie Allé 35, 2100 København Ø, tlf.: 72 27 00 00, kontakt@multimedieforeningen.dk