|
Computerspil er blevet folkeligt i Danmark
2/6 2008: Ny omfattende undersøgelse af europæernes computerspilsvaner viser, at
danskerne har adopteret ’det nye medie’. Alle samfundslag, aldersklasser
og køn spiller computerspil, og forældrene har godt styr på deres børns
forbrug og vaner. Traditionelle medier som film og tv er på retræten
Computerspil er en del af hverdagen
Nielsen Games har netop offentliggjort rapporten ”Gamere i Europa 2008”,
som viser, at danskerne bruger næsten lige så meget tid på at spille,
som på at se tv eller at omgås familie og venner. Computer- og
konsolspil rangerer blandt de mest populære almindelige
fritidsaktiviteter for danskerne og næsten halvdelen af alle de
adspurgte personer spiller 6-14 timer om ugen.
”Undersøgelsen viser, at vi spiller computerspil for sjov, men også
fordi spillene stimulerer vores fantasi og mentale helbred. Og
computerspil er bestemt ikke længere begrænset til det yngre publikum -
op imod en tredjedel af de aktive computerspillere er over 30 år, så
mediet er virkelig modnet meget de senere år,” fortæller formand for
Multimedieforeningen Annette Jacobsen.
Forældre og børn spiller sammen
Ifølge undersøgelsen er 4 ud af 5 forældre meget ansvarsbevidste og
spiller rent faktisk computerspillene sammen med deres børn. Og mere end
halvdelen af forældrene har fint styr på både hvilke spil, deres børn
spiller, og hvilke spil deres børn køber.
”Det er godt at høre, at de danske forældre følger med i hvilke spil
deres børn spiller. Multimedieforeningen har gjort meget de seneste år
for at fortælle, at der findes spil, som ikke er for børn og at der
findes en aldersmærkning, der vejleder om dette. Derfor er det glædeligt
at erfare, at PEGI-aldersmærkerne stort set genkendes af alle, der køber
eller spiller computerspil, og at forældrene er glade for systemet,”
siger Annette Jacobsen.
Bred accept af computerspil
Det er efterhånden længe siden, at computerspil var forbeholdt
teenage-drenge og foregik inde på børneværelset eller i kælderen. Nu er
computerspil noget, der foregår i stuen og spilles af folk i alle
aldersgrupper - og selv ikke-computerspillere har ikke længere nogle
negative følelser for computer- og konsolspil. Langt størstedelen af
dem, der ikke spiller, angiver ganske simpelt mangel på tid, som den
vigtigste årsag til ikke at spille computer- eller konsolspil.
”Rapporten viser tydeligt, at computerspillet er blevet mainstream og at
det er fast inventar i store dele af den danske befolknings hverdag.
Også kvinderne, der tidligere stod lidt udenfor døren, er nu kommet med.
Faktisk er op imod en tredjedel af de aktive computerspillere af hunkøn
– og det ser jeg som en ganske sund udvikling i den rigtige retning,”
slutter Annette Jacobsen.
Rapporten er baseret på interviews med 6.000 computerspillere mellem 16
og 49 år i 15 forskellige lande herunder Danmark.
|